Paris på egen hånd og fod
Ca. 100 kilometer Nord for Paris ligger det bælte hvor den totale solformørkelse den 11 august 1999 var synlig. For en amatørastronom er det en oplevelse at se en sådan med egne øjne, og derfor havde jeg anskaffet en billet til Paris med et busrejseselskab.
Vi var fremme dagen før formørkelsen, og det gav mulighed for rekognoscering af veje til området.
Nedrejsen forløb planmæssigt, og vi blev indlogeret på hotellet. Jeg stak en seddel med hotellets adresse i min tegnebog, og tænkte ikke på at memorere den. Smed min mulepose på værelset (jeg rejser let - 5 par sokker 2 par underbukser og en skifteskjorte - man kan altid vaske tingene i lidt håndsæbe!)
Jeg ud af vagten det er ikke for at sidde på hoteller og glo at jeg rejser!
Ud at kigge på byen, finde en transportmulighed til totalområdet, og få en oplevelse af byens atmosfære.
Efter at have vandret rundt i kvarteret et par timer fandt jeg en forretning
med frugt og øl overfor en mennesketom, skyggefuld park. Jeg satte mig
hen på en bænk med en dåseøl og lidt frugt.
Det næste jeg husker er at jeg vågnede op liggende nedenfor bænken
med en forbandet hovedpine, og uden tegnebog. - Jeg var blevet slået ned,
en oplevelse jeg aldrig har haft før, og absolut ikke vil savne i fremtiden!
Efter at have badet mit smertende hoved i et springvand i parken, besluttede
jeg at jeg ville tilbage til hotellet. - Der var bare lige det lille problem
at adressen på hotellet lå i min manglende tegnebog, og jeg kunne
ikke huske den. Nå, jeg må vel afsøge området indtil
jeg finder hotellet.
|
Nu er der det problem ved Paris´ gader at de ligger i skæve og
umulige vinkler i forhold til hinanden, drej om et par hjørner
og du går i stik modsat retning af den du startede i. Jeg orienterer
mig i kvadratmønstre.
Efter at have trasket gade op og gade ned i nogle timer opgav jeg sagen
midlertidigt. Det var primært solformørkelsen jeg ville se,
og det er vigtigt for mig at komme til området, så jeg fandt
en vej ud af byen i den ønskede retning og begyndte at blaffe da
det blev muligt efter 10-12 kilometer. Franskmændene er venlige,
og det er ret let at komme med. Jeg kom med en der selv skulle til området
for at se formørkelsen, og fandt en park at overnatte i.
Solformørkelsen var fodturen værd! Det er en speciel oplevelse!
Nu var der det problem at mine beskyttelsesbriller (og almindelige læsebriller)
lå på hotellet - Jeg fik lov at skiftes med en flink franskmand
om hans beskyttelsesbriller.
Efter denne oplevelse vil jeg tilbage til Paris og får et lift
ind til centrum. Så kan jeg jo lige så godt se på seværdighederne.
Uden penge til metroen, ligger de lidt spredt!
Godt sulten og tørstig bliver jeg jo også på turen.
Tyveri skaber tyveri!
|
Billedet her har jeg stjålet på nettet!
|
Jeg vælger en teknik der hedder gå ind i en butik der handler
med madvarer med en klase bananer fra gadeudstillingen, putte en op i ærmet.
Når jeg så skal betale opdager jeg at jeg lige skal i banken først,
lægger klasen tilbage, men har min røvede skat! Bananer er et fortræffeligt
fødemiddel. De er mættende, indeholder sukker og vitaminer, og
man kan køre langt på dem!
Vandforsyningen klares ved at gå ind på barer og bede om et glas water, d'eau, aqua, wasser, og før eller siden er der en der forstår hvad man mener!
Sveden skylles af i diverse springvand, og skjorten bliver da også vredet op en enkelt gang. Nu er jeg totalafhængig af nikotin, dette problem overkommes utrolig nemt! Franskmændene er villige til at dele ud af cigaretterne, og sommetider får jeg resten af en pakke med 3-4 stykker.
Efter at have gået vel omkring 30 kilometer, bliver jeg enig med mig selv om at nu er det på tide at få hjælp til at finde hotellet. Jeg spørger alle jeg møder hvor der ligger en politistation (på mit særdeles rustne fransk). Ingen ved det!
Jeg vælger en retning og regner med at før eller siden må der være en der ved noget, eller jeg må møde en politimand.
Jeg finder da også endelig en politistation, og forsøger at forklare dem mit problem.
Franskmænd nægter at lære udenlandske sprog, og taler du et defekt fransk har de også svært ved at forstå. De er venlige nok men mangler kommunikationsevne. Det er godt at være fra et lille land, hvor man er nødt til lære at kommunikere for at kunne begå sig i den store verden. Langt om længe er der en der forstår engelsk defekt og jeg får forklaret at jeg vil i kontakt med rejsebureauet, og beder dem om at ringe for mig. Det kan de ikke finde ud af, fordi Paris er delt op i arondissementer, og hver har deres egen telefonbog. Endelig finder én på at ringe til den danske ambassade, der imidlertid har lukket. Men bare rolig, vi finder et sted du kan være til i morgen! - Sæt dig ned og vent.
Efter 7-8 timer (klokken 2 om natten) kommer der et "socialt fejeblad" - en vogn der samler de hjemløse op rundt omkring i byen og kører dem til diverse herberger. Jeg får besked på at komme tilbage i morgen, så vil de ringe til ambassaden for mig.
Jeg tænker ikke over at få adressen på politistationen for jeg regner med at herberget må være i nærheden, siden de ikke giver mig adressen. Jeg havde fejlberegnet lidt. Herberget lå i den anden ende af Paris, og der er ingen ende på Paris.
Herberget var et kapitel for sig! - Særdeles luvslidt, men der var da en seng til mig på en stue, hvor der også lå en anden. - Og jeg der havde et pænt eneværelse stående på hotellet! Min rumkammerat talte i søvne, vendte og drejede sig sprang jævnlig op og vandrede lidt rundt på gulvet.
Efter en noget urolig nattesøvn fra klokken ca. 3, bliver alle purrede klokken 7. Så er der morgenmad! - En rimelig stor skål varm mælk, med en skefuld chokoladepulver, som man kan dyppe brød ad libitum i - og jeg som elsker det raffinerede franske køkken!
Så ud og se om jeg kunne finde den rådne politistation. Det var umuligt - franskmænd vil ikke vide hvor de har deres politi! Efter at have mødt en betjent får jeg en forklaring, du tager metro nummer 2 , så er det bare lige hen ad gaden ved siden af. Ok jeg prøver at finde ud af hvor metro 2 ender 2 stationer længere fremme. Det er ikke nemt uden læsebriller! - Efter en nogenlunde fokusering, finder jeg stationen på et bykort og begiver mig på vej. (Bader, drikker vand og ryger som tidligere).
Endelig når jeg frem, og der ligger ganske rigtigt en politistation - bare ikke den jeg skulle bruge! Jeg forklarer min situation og får endelig adressen på ambassaden - altså den engelske, for jeg taler jo engelsk.
Jeg opgiver sagen og søger ind mod bymidten, de store firmaer må vel for h…… have bare én medarbejder der taler hæderligt engelsk. Hos et rejsebureau (Wagon Lits) finder jeg en medarbejder der kan engelsk og beder hende notere adresse på den danske ambassade. - Er det langt væk? Ja ude ved triumfbuen, suk - på den igen, men jeg fik da også set triumfbuen. På vejen ser jeg et ur, som viser 12, jeg har set på sedlen fra den flinke dame at ambassaden lukker kl 12.30 så op med farten, av mine fødder! Heldigvis bruger franskmændene at lade vandet løbe i fortovskanten, så der bliver vadet lidt i det indimellem - det dulmer! Jeg finder frem til det rigtige sted. Jeg fik tårer i øjnene (og får det igen nu!) da jeg så ambassadeskiltet, det er smukke løver!
Forklarer mit problem, denne gang på fandeme dansk, de ringer til rejsebureauet. Du bor dér! I rejser kl 19 i dag, vær der kl 18 god tur hjem! Her er et kort over området og en metrobillet, samt 100 frank med venlig hilsen fra den danske stat!
Hold da kæft hvor jeg elsker mit lille men velfungerende land! Hvor
folk gider lære at kommunikere med andre, hvor vi (endnu) har et velfungerende
socialt system. Det har været hårdt, men samtidig lærerigt,
og nu bagefter morsomt, - som at have vandret i Lapland i pisseregn i 14 dage.
Morsomt når det er overstået. -
Paris er stadig en messe værd! Er der nogen der vil med? Husk at tage
adressen på den danske ambassade med!