Kains vise
Nå så han vil slå mig ihjel, nej han regner fejl.
Han har jo selv gjort sin dreng til den hårdeste negl.
Lige fra barn syns jeg hans argumenter var billige.
Da jeg kasted den første Sten, var det ikke med vilje.
Hans fortabte søn, det var mig, jeg var ham i vejn.
Han har jo selv gjort sin dreng til den stemplede Kain.
Prækende dømmende, dommen blev hver gang forstærket
og jeg kasted den anden sten, da jeg så jeg var mærket.
Jeg er vokset op til et had, en stigende trods.
Han har jo selv gjort sin dreng til en beatnik, et ros.
Fuld af citater, men blød som en vatnisse bagved.
Jeg fik kasted den tredje sten, da jeg mærked hans svaghed
Jeg er ikke sentimental, men fuldkommen fri.
Han har jo selv lært sin dreng en slags filosofi.
Tavlen skal vaskes, med fortiden, skal der tas afsked.
Jeg vil kaste den sidste sten og få bragt ham til tavshed.
|
Humanistvisen
Er jeg en gammel nar, jeg gik jo tusind år
igennem dette skuespil med samme tro
på mennskeheden, på et mennskes værdighed.
Jeg har holdt troen fast igennem krig på krig,
den tro der går som stammen gennem slægten,
de store tænkere var træets løvspring.
Men den der tror må osse kunne tvivlens kunst,
for tvivlen er den kraft man flytter bjerge med,
og han må kende fjenden. Husk min søn var Kain.
Hver krig han overleved, overleved jeg.
Gør derfor ikke nar ad humanisten,
for han er uudryddelig som Satan.
Hvem sejrer af os to tilsidst? Ja hvad ved jeg?
Jeg ved at den der opgir har i hvert fald tabt,
Jeg ved at kampen varer ved i evighed,
og alt går fremad eller baglæns skiftevis.
Jeg ved at Kain kan slås med større vildskab,
men jeg har våben som han ikke magter:
for jeg forstår ham. Jeg kan gennemskue ham.
Jeg ved på forhånd det der hver gang gør ham blind.
Vist mangler jeg hans uudslukkelige had,
men jeg vil altid hade uretfærdighed.
Bag hadet må et hjerte slå for mennsket.
Gør derfor aldrig nar ad humanisten.
|